Vores Liv

For et år siden havde vi termin med vores første barn, en lille dreng som kom sovende til verden alt for tidligt, da han blev født uden hjerteslag. Vi stod dengang midt i en livskrise, hvis lige vi aldrig før havde oplevet. Det var en tid præget af sorg, men også af endeløs kærlighed til vores søn, til hinanden, og til vores venner og familie som blev en støtte uden lige. Nanna hjalp os dengang med at skabe en billedlig fortælling om den tid, vi var i. Billeder som både rummer tabet, sorgen og smerten men i ligeså høj grad heldigvis også viser kærligheden, taknemligheden og håbet om at han for altid vil være med os.

For fire måneder siden havde vi besøg af Nanna igen, for at skildre en livsbegivenhed, som ligeledes ændrede vores lille verden; fødslen af vores datter. 

Vores anden graviditet kom hurtigere, end hvad vi havde troet - ja eller måske turde håbe. Jeg var slet ikke i tvivl, da jeg skulle lave en graviditetstest, jeg vidste den måtte være positiv. Det gav tårer - tårer af lykke, men også tårer fyldt med ambivalens, tvivl og angst for, hvad der nu kunne ske. Kunne min krop bære denne graviditet, kunne jeg passe på det lille væsen, hvis grundsten var lagt? Var vi klar? Turde vi knytte os til det lille liv derinde, når vi vidste, at det på så uforudsigelig vis kunne blive revet fra os og endnu engang styrte vores verden i grus? Jeg var ikke sikker. Jeg var ikke sikker på, at jeg var stærk nok og derfor græd jeg. Jeg græd ved tanken om, at jeg ikke værnede nok om vores graviditet samt at sorgen over vores søn ikke gav plads eller overskud til glæde og bånd til den lille i maven. Jeg havde nok at gøre med at samle mine stykker sammen og blive et helt menneske igen. Dette lille liv kunne jo ikke gøre for, at jeg på den måde var trimlet omkuld, hun fortjente jo al den glæde og lykke en graviditet bringer - alle de positive tanker, ord og nus. 

Men så simpel er verden jo ikke, og egentlig kunne jeg rationelt godt se, at denne graviditet ville være præget af en (nærmest selvfølgelig) bekymring efter vores første graviditet. Men når man står der midt i det, så er rationaler og faglig viden sekundært til de følelser og kropslige oplevelser, der strømmer igennem en. 

Midt i dette virvar af tanker og følelser, fornemmelser og oplevelser stod min kæreste som den faste klippe, han er. Han delte sine tanker og bekymringer og foregav ikke bare at det hele nok skulle gå, men tog både min og sin egen frygt alvorlig samtidig med at holde fast i troen på, at det denne gang nok skulle blive noget andet. Han gav mig mulighed for at sætte ord på mine tårer, min tavshed og mine tanker. Sammen gik vi hånd i hånd til skanninger, blodprøver og samtaler helt fra de første spæde uger og indtil vi flere måneder senere skulle til overtidssamtale. 

Det kan ikke siges nok, hvordan det at blive set og hørt igennem en tid med sorg, frygt og tvivl er helt essentielt. At blive taget alvorligt i sundhedsvæsnet selv når angsten kan synes irrationel eller ubelejlig. Vi mødte intet andet end store ører, stor omsorg og stor tryghed gennem vores forløb fra sundhedspersonale såvel som venner og familie og jeg gentager gerne, hvordan vi begge oplevede at tid og plads til ord, tårer, stilhed og ikke mindst grin kan bearbejde selv den sværeste krise. 

Graviditeten gik godt; vi ventede en pige som lige fra start viste gode takter ved både at vokse og tidligt give sig til kende med små spark og rumsteren. Jeg oplevede ingen blødninger, ingen smerter, intet andet end en krop som denne gang voksede hurtigt og konstant og uden stigende blodtryk eller dets lige. Jeg affandt mig med at skulle injicere blodfortyndende medicin hver dag, og fra i starten af være vidne om sygdom blev det til sidst tegnet på, at det gik godt.

Det hjalp mig at opsætte milepæle i graviditeten; uge 24 så var vi længere end sidst, uge 28 så var hun levedygtig, uge 32 så var hun aldeles levedygtig og uge 36 - hvis bare kroppen kunne bære hende så langt, så var alt godt. Jeg blev ved at have samtaler med min terapeut fra Forældre & Sorg (tidl. landsforening Spædbarnsdød), vi gik til psykolog og jeg startede op på arbejde igen inden barslen meldte sig. Jeg fandt terapi i frisk luft, weekender med venner og graviditetstræning - at holde kroppen igang og lade den vise min hjerne, at den var stærk, gav mig ro.

Det var næsten paradoksalt at komme helt til terminen, da vi på så mange måder havde forberedt os på komplikationer og fødsel før tid. Men hun hyggede sig, udvidede sin lune livmoder-hule og gav os tid til at bygge rede herhjemme.

Tanken om at skulle føde var todelt for mig; min jordemoderhjerne med al sin faglighed kæmpede en heftig kamp med følelserne og frygten. Jeg forberedte min kæreste på, at en fødsel jo altså er et langt forløb og blot fordi det ikke tog lang tid sidst, så ville denne fødsel være sin egen. Jeg havde lange snakke med min egen jordemoder om den frygt, der plantede sig i mig ved tanken om at skulle føde igen. Turde tro på, at denne gang skulle jeg møde et barn, der åbnede øjnene og trak vejret, når hun kom til verden. Jeg frygtede ikke veerne, smerterne eller timerne - jeg har set hundredevis af gange, hvor helt igennem sej kvindekroppen er og hvordan urinstinkter hjælper os på vej - og så ved jeg, at moderne teknologi og medicin kan hjælpe os, hvis behovet skulle opstå og at vi ikke er herre over alt. Men jeg var bange for, ikke at turde give slip. At jeg ville holde hende derinde, hvor hun jo havde det så godt og ikke presse hende ud i den verden, hvor jeg risikerede ikke at få hende med hjem.

Da dagen kom - eller natten var det selvfølgelig, for da arbejder oxytocinen så godt som enhver jordemoder ved (med deraf manglende nattesøvn) - gik det hele så helt igennem stærkt. Jeg blev overrumplet, overvældet af den kraft og den fart, der var på det hele og forlod mig helt og holdent på min kæreste og jordemoderens guidning. Jeg skreg mig gennem en times køretur til sygehuset, kravlede gennem foyeren og nægtede mine kollegaer arbejdsforhold, der bare var sådan nogenlunde rimelige. Eller, sådan føltes det i hvert fald. De sagde, at jeg gjorde det godt, var rolig, stærkt og sej gennem veerne, som haglede ned. 

2,5 time fra første antydning af en ve, til hun var født. Det var vildt, men det vildeste var, at jeg ikke var bange. Hun havde det godt, det kunne jeg mærke! Under den lange køretur, da jeg sad sammenkrøbet i brusenichen, da hjertelyden blev påvirket og lægen kom på stuen - hele tiden vidste jeg, at hun havde det godt. Hun var stærk og selvfølgelig kunne hun møde verden. Og det gjorde hun; med sine lungers fulde kraft kom hun ud og skreg allerede før kroppen var født.

"Hun var stærk og selvfølgelig kunne hun møde verden. Og det gjorde hun; med sine lungers fulde kraft kom hun ud og skreg allerede før kroppen var født."

Liv. Det var, hvad hun er og hvad hun skulle kaldes. Liv. Hun er vores; skøn og nysgerrig med de dejligste øjne og det skønneste smil. Præcis som forældre tænker om deres barn: helt perfekt. 

Jeg nyder at holde hende nær, lægge min kind tæt på hendes, se hende fægte med arme og ben på legetæppet eller møfle sig rundt på det glatte gulv. Mærke hendes duft, den der helt specielle duft af nyfødte. 

Nogle gange bliver jeg fanget af tankerne om hendes bror - for hun har en storebror. Ikke en, som hun vil lære at kende eller som kommer til at være synlig for hende. Men en bror, som lever i os og som melder sig, når jeg ser hendes skælmske smil, når de blå øjne kigger dybt i mine eller når jeg mindes, hvordan hendes spæde træk ligner hans. Jeg kan mærke tungsindet, når jeg tænker på, hvordan han mon var blevet og om de havde lignet hinanden. 

Jeg kan blive bange for, ikke at tænke nok på ham - at han glider fra mig. Jeg kan blive ked af det om aftenen, når jeg højt siger, at jeg savner vores søn. Eller når jeg i mine tanker, tænker “han” og ikke “hun” om vores datter, eller når jeg om natten halvt i søvne må minde mig selv om, at det er vores datter, jeg ligger ved siden af - ikke vores søn. 

Han er ikke forsvundet - bestemt ikke. Han er faktisk ganske nær og han er uendelig elsket. Han er her imellem os, hos os og en del af den kærlighed vi i dag giver videre til vores datter. Det tager ikke kærligheden fra ham, det får den til at vokse. Og når et stik af sorgen rammer, så bruger vi det som en mulighed for at se på vores billeder, mindes, snakke og sige tak for alt det, han stadig giver os.

"...Nogle gange bliver jeg fanget af tankerne om hendes bror - for hun har en storebror. Ikke en, som hun vil lære at kende eller som kommer til at være synlig for hende. Men en bror, som lever i os og som melder sig, når jeg ser hendes skælmske smil, når de blå øjne kigger dybt i mine eller når jeg mindes, hvordan hendes spæde træk ligner hans."

Nanna kom i de første dage efter Liv var født og tog de dejligste nyfødt billeder. Billeder som nu pryder vores hjem side om side med de billeder vi har fra tiden omkring vores søn. På den måde mærker vi hver dag glæden ved vores børn, og giver plads til de følelser og tanker der måtte være netop denne dag. At blive en familie sker på mange måder og vil være knyttet til så mange forskellige tanker, følelser og bekymringer. Vi håber at vi for hinanden er gode til at værne om at ingen følelser er forkerte og at vi alle kommer med en fortælling som præger vores liv.