Vores søn

Dette er en fortælling om vores søn, den smukkeste og dejligste dreng vi kender. Ham, som hver dag fylder os med glæde, med smil og med kærlighed - men også med et stort savn og stor sorg. Det er vores personlige beretning, som vi håber kan hjælpe til at tale om det, som gør ondt. For sorgen kan virke altoverskyggende, opslugende og ødelæggende, men hvis vi tør spørge til den og holde om den, så ser vi, at den er fyldt med kærlighed.


I dag er vores termin. Den dato, vi for et halvt år siden fik i hånden, da vi gik fra nakkefoldsskanningen. Velvidende, at en terminsdato jo ikke er et udtryk for en forventet fødselsdato, blev 1. juni 2021 alligevel pejlemærket for vores graviditet. Det skulle blive en helt ny tid denne sommer; søvnløsenætter, bleskift, humørsving, tilsidesættelse af egne behov og helt nye eventyr. Vi skulle opleve den for os største kærlighed; at blive forældre.

Graviditeten frem til nakkefoldsskanningen havde været præget af små blødninger. Blødninger så små, at der ikke umiddelbart var noget at se på det lille fosteranlæg, som voksede og til nakkefoldsskanningen så helt fint ud. Der gik dog blot et par dage efter nakkefoldsskanningen, førend der kom besked om, at blodprøverne taget i forbindelse med skanningen, viste en forhøjet risiko for kromosomafvigelse. Med ét rystede vores verden. 

Vi blev tilbudt udredning ved moderkagebiopsi, men efter lange snakke, overvejelser, tårer og kram besluttede vi, at vi ikke ønskede yderligere udredning. Vores risiko møntede sig ikke på de hyppigste kromosomafvigelser, og vi følte os rolige i, at det enten kunne være et udsving som intet havde med en kromosomafvigelse hos vores barn at gøre og hvis det var, så var vi både indstillet på og klar til at tage imod vores barn, præcis som det var. Vi takkede dog ja til en tidlig gennemskanning.

Den tidlige gennemskanningen startede en række af ekstra undersøgelser, prøver, skanninger, samtaler og følelser. Vores barn, var lille - for lille. Og sammenholdt med den forhøjede risikoberegning, blev vi nu igen tilbudt kromosomanalyse og videre opfølgning på specialafdeling. Denne gang takkede vi ja, og flere aftener med snakke, forestillinger og tårer fulgte.

"Vi er ramt, trimlet omkuld men ikke gået i stykker."

Henover julen fik vi opløftende nyheder: Der var ingen kromosomafvigelser og vitale organer samt hjerne var helt, som de skulle være - og så skulle vi have en dreng. En lille søn. Nytåret kom og blødningerne var ophørt. Maven var begyndt at vokse og første skanning i det nye år viste en dreng, som var lille ja, men som var vokset siden sidst. Vi var nu over halvvejs i graviditeten og skuldrene kom ned på plads: her lå vores søn og vinkede ud til os, fin og lille. Vi kørte landet rundt for at hente børneudstyr fra venner og bekendte, og ekstra værelset fik ny kommode, som børnetøjet kunne komme i.

En aften gik jeg i seng med en underlig fornemmelse. Som om noget ikke helt var, som det skulle. De små puf, som jeg var begyndt at registrere som bevægelser, udeblev. Maven føltes underlig, som om den varme, tætte hule ikke helt beskyttede, som den plejede. Jeg sov ikke den nat. Lå blot med hænderne på maven og undrede mig. Næste morgen tog jeg på arbejde, men ikke uden lige at ringe til lægen og bede om en undersøgelse “for en god ordens skyld”. Lasse mødte mig dernede, kom anstigende i sit løbetøj efter en kold tur gennem januarkulden. Vi sad i venteværelset med hinanden i hånden. Jeg husker at være rolig, jeg fortalte Lasse at jeg måske på køreturen havde mærket et lille puf. Det var nok bare mig, som var fjollet og bekymret. Heller ikke, da lægen med den lille doptone ikke kunne finde hjertelyd, blev jeg rigtig bekymret. Han hentede skanneren. Som den startede op, kunne jeg på skærmen se vores dejlige søn, men lige der i midten, der hvor hjertet lå, var der ingen bevægelse. Ingen pulserende slag. Ingen hænder der vinkede, ingen ben der sparkede. Ingen tegn på liv. Jeg tror, mit eget hjerte i et kort sekund også gik i stå. Og så græd vi.

På sygehuset bekræftede de, hvad vi havde set hos vores praktiserende læge. Vores søns hjerte var stoppet med at slå. Tiden gik i stå, vi sad der i hinandens arme med tomme øjne og knust hjerte. Lasses hånd lå stadig ovenpå min som hvilede på maven, da vi efter en pause gennemgik med lægerne, hvordan forløbet herfra kunne se ud. 

Vi brugte aftenen hjemme med de sværeste telefonopkald vi nogensinde har lavet til vores forældre og søskende. Dagen efter blev jeg syg, blodtrykket steg og man frygtede en begyndende svangerskabsforgiftning. Jeg skærmede mig fra dagslyset, blev medicineret og lå under dynen. Lasse sad på sengekanten ved min side og gjorde noget, jeg altid vil beundre ham for: han ringede til vores nærmeste venner, og fortalte dem om vores tab. Et opkald som er svært at lave og tungt at modtage. Men vi vidste, at vi havde brug for dem omkring os. Vores families og venners støtte er den allerbedste sorgbearbejdning, vi overhovedet kunne have håbet på, og vi er dem evig taknemmelig.

"Og når jeg hører vinden danse i bøgetræets grene og mærker den slutte sig om mig, så ved jeg, at vores søn også ved, at han er elsket."

Fødslen dagen efter gik stærkt. Vi nåede lige en samtale med sygehuspræsten, før veerne meldte sig. De kom meget hurtigere, end jeg havde ventet. Vores jordemoder - og hele personalestaben af jordemødre, social og sundhedsassistenter samt læger omkring os - skabte tryghed, vished og sikkerhed. Vi skulle koncentrere os om hinanden og om det møde, vi skulle til at have. Jeg husker ikke helt den intense time, der fulgte da veerne først meldt sig. Men jeg husker jordemoderens hånd på min fod, hvorved hun uden ord viste sin støtte og nærvær. Og så husker jeg Lasses hånd i min, hans beroligende, støttende tilstedeværelse og hans stemme, da vores søn kom til verden. Jeg husker, hvordan den lille dreng som havde været så længe i livmoderens tryghed kom ud, og blev vores søn da Lasse tog imod ham, bød ham velkommen og helt spontant fortalte, hvor smuk og fin han var. Lasse klippede navlesnoren og lagde vores søn op i min favn. I dette møde blev vi forældre. Og tårerne vi græd var fyldt med sorg over at han ikke skulle med hjem og opleve livets eventyr, men de rummede også en taknemmelighed over den kærlighed, han havde vist os. Kærligheden til ham og til hinanden.

"...OG DET AT TALE OM SORGEN, OM TRAUMET I AT MISTE, HJÆLPER OS I VORES PROCES OG FORHÅBENTLIG, KAN DET VISE AT SORGEN IKKE ER NOGET, MAN BEHØVER VÆRE ALENE MED."


Helene - samtale inden fotograferingen

I dag hviler vores søn på en parkkirkegård. En frostkold februar formiddag imens sneen dalede, begravede vi ham omsluttet af familie og venners store nærvær, omsorg og kærlighed. 

Her ligger han under et ungt bøgetræs spinkle grene og vi går ofte en tur op til ham, sætter os ved ham og fortæller ham, at vi savner ham. Her ligger han i den lille trækiste, vi selv fik skaffet til ham, her ligger han under en sten fra mine forældres have. Her ligger han, så vi altid kan besøge ham og være hinanden nær. Her sidder vi, når vi drømmer om at han en dag får søskende, som kan lege på græsplænen ved siden af. Han vil aldrig blive glemt og vi vil bære ham med os, ikke kun i vores hjerte men i vores fortællinger, billeder og samtaler med familie og venner.

For hvis der er noget vi har lært og oplevet så er det, at sorgen bliver lettere at bære, når vi deler den med andre. Vi er så heldige at have familie og venner, som tør stå sammen med os når livet gør ondt, også selvom det er svært. For hvad siger man, hvad gør man? For os var det vigtigste at de var der og stillede sig til rådighed. Bød på mad, samvær og snakke. Fortalte om deres eget liv, lyttede til vores og på alle måder indbød til, at der var plads til gråd men også til grin. 


Så i dag, på terminsdagen sidder vi ved vores søns grav. Vi mindes. Vi holder om hinanden. Vi lader tårerne trille og vi fortæller hinanden om alt det, som er sket. For der i fortællingen om det sværeste vi har oplevet, er også det smukkeste og mest intense vi hidtil har oplevet. Et vidne om kærlighedens stærke bånd.

Og når jeg hører vinden danse i bøgetræets grene og mærker den slutte sig om mig, så ved jeg, at vores søn også ved, at han er elsket.


Helene & Lasse

Jeg kender Nanna fra tidligere. Vi har arbejdet sammen som jordemødre. Da jeg befandt mig i den vel nok største livskrise, jeg har oplevet, kontaktede jeg hende for at spørge, om hun kunne se sig selv hjælpe os med at skabe minder om vores søn og om den tid, vi gennemgår. Det kom der en række billeder ud af, som vi håber vil vise livets skrøbelighed, men også kærlighed. 


Vi vil rigtig gerne være med til at fortælle, at sorg er et livsvilkår som kommer sammen med kærligheden. Vis, at du ved det.

https://spaedbarnsdoed.dk/familie-venner/

Vi har i vores proces foruden hinanden, vores venner og familie haft enormt støtte i samtaler med jordemoder, præst, landsforeningen Spædbarnsdøds terapeuter, tilbud om sorggrupper samt psykologsamtaler. 

Vi er ramt, trimlet omkuld men ikke gået i stykker.